LUK

d'Angleterre i Minecraft

d'Angleterre i Minecraft


I 2019 begyndte Phillip Kimose et hobbyprojektet, der gik ud på at skabe d'Angleterre i spilplatformen Minecraft. Efter mere end to år, 2000+ timer og over 7 millioner online byggeklodser stod hoteluniverset færdigt.
Vi er imponerede over modellens detaljegrad, og det er en stor glæde at vide, at vores historiske hotel stadig fungerer som en inspiration for kreative og kunstnere af alle slags - nu også i den digitale verden.

Hvad har dit formål været med at bygge d'Angleterre i Minecraft? Og hvorfor valgte du netop vores hotel?

Jeg har spillet Minecraft siden jeg var 5 år. Med tiden gik det op for mig, hvad det var der interesserede mig ved Minecraft. Det var en stærk interesse for arkitektur og det at kunne skabe noget selv samt udforske et univers. Grundet denne interesse søgte jeg YouTube tynd for videoer om kendte bygninger og hoteller rundt omkring i verden, som var blevet bygget i Minecraft. Jeg identificerede mange af disse bygninger, og jeg kom til den samme konklusion ved dem alle. De manglede en detaljegrad som var høj nok til, at man kunne genkende bygningen både indeni og udenpå og dermed få den rette oplevelse af den. Og det var her idéen til mit Minecraft projekt tog form.

Minecraft handler om oplevelser. Jeg startede mit Minecraft projekt med en idé om at jeg ville skabe den bedste Minecraft-verden nogensinde bygget, hvor detaljegraden var høj nok til at folk kunne genkende bygningen, de udforskede - indeni og udenpå. Da jeg har en stor interesse for bygninger, og særligt hoteller, besluttede jeg mig for at finde et hotel, som jeg syntes var unikt og flot. Derfor brugte jeg lang tid på at researche på nettet efter det hotel, som jeg fandt flottest. Den første gang jeg støder på d’Angleterre er, da jeg ser en virtuel tegning, som stammer fra hotellets renovation i 2013, og her beslutter jeg mig for at dette skal være min muse.

Jeg begyndte at lave en dybere research, hvor jeg blev klogere på hotellets historie. Jeg blev hurtigt fascineret af hotellets popularitet blandt byens borgere og kendte personer. Hotellet er det særlige sted i København, hvor kendte mennesker gennem tiden, lige fra H.C. Andersen til Barack Obama, har sat deres fødder. Det har været stedet for det bedre borgerskab, hvor man mødtes til fester eller en kop kaffe. Hotellet har altid haft en særlig plads blandt byens borgere og været med til at repræsentere den bedste side af Danmark til international turisme. Det er et hotel med mange historier bag væggene. Dette styrkede kun min vision om at bygge hotellet i et Minecraft univers.

Hotellet er som en bog med mange kapitler, hvilket gav mig ideen om at tilføje endnu et kapitel, som skulle tage d’Angleterre ind i den ”moderne” verden.

Da jeg startede med at bygge d’Angleterre, havde jeg ikke en forventning om, at det ville blive så omfattende et projekt, som det er blevet til. Jeg startede ud med ideen om at fuldføre en Minecraft-verden som byggede på et virkeligt hotel. Da jeg fik bygget hele hotellets ydre, stod jeg og manglede overblikket over hotellets etager. Derfor kontaktede jeg hotellets kreative direktør Alan Evensen og efterspurgte deres plantegninger for at kunne bygge hotellet nøjagtigt indeni. Han var meget interesseret i projektet og inviterede mig over for at give mig en rundvisning. Dette gav mig motivationen til at sige: Jeg gennemfører dette projekt!

Mit motto gennem hele projektet lød på, at verdenen skulle bygges på den bedste mulige måde. En stor del af d’Angleterre er også dets lokation centralt i byen. Derfor fandt jeg det nødvendigt også at inddrage omgivelserne som fx Kongens Nytorv og Nyhavn samt de nærliggende bygninger, som Det Kongelige Teater og Magasin Du Nord. Herfra var det blot at gå i gang med at bygge.

Hvor lang tid har det taget dig at bygge?

Jeg startede mit Minecraft projekt tilbage i 2019. Fra jeg startede til det var færdigt i sommeren 2021, var der gået totalt set 2 år. Derudover har jeg samlet set brugt over 2000+ timer på at bygge verden. Verden indeholder også over 7 millioner byggeblokke, som jeg har placeret og organiseret.

Var der en del af hotellet du var særligt begejstret for at bygge?

For mig har den største begejstring ligget i at se hele hotellet opstå – at der langsomt kom mere og mere livs i universet. Som jeg kom længere i processen, har det også været fantastisk at se den udvikling i projektets form og arkitektur og den detaljegrad, som skabes i Minecraft, som ellers ikke er set i nogen anden verden før. Det er jeg særligt stolt over. Den bedste periode af byggeprocessen var at sætte de sidste detaljer på hotellet. Det er detaljen, som skaber det færdige resultat.

Hvad håber du at folk får ud af at gå på opdagelse i det digitale hotel?

Jeg byggede Minecraft-verdenen med visionen om at det skulle være den bedste Minecraft verden nogensinde bygget. Det, som adskiller hotellet fra andre Minecraft verdener er, at jeg til denne har konverteret de rigtige plantegninger over i Minecraft format. Dette har jeg gjort med ternet A4-papir, hvilket medfører at værelser, sale, restauranter, bar osv. ligger nøjagtigt som hotellet er bygget op i den virkelige verden.

Minecraft er kendt som spillet, hvor man går på opdagelse og udforsker en verden. Og det har Minecraft vundet over 360 millioner spillere på. Med den høje detaljegrad og det massive stykke arbejde jeg har lagt i verdenen, er min forhåbning, at gæster kan genkende rummene og få lidt af den samme oplevelse, som de havde, da de besøgte hotellet i virkeligheden.

Besøg Phillip Kimoses d'Angleterre-verden i Minecraft her