LUK

Johannes Holt Iversen

Johannes Holt Iversen

d'Angleterre er dedikerede til at støtte den danske kunstscene og fremme kunst, ved at give plads til talentfulde kunstnere og skabe en inspirerende atmosfære for vores gæster. Efter hver udstilling vil et værk blive udvalgt til at blive en permanent del af hotellets indretning.

Johannes Holt Iversens unikke værker blev udstillet i sommeren 2024.

Johannes Holt Iversen er en dansk maler og billedhugger, lærling af den danske maler og billedhugger Erik Rytter (tidligere assistent for Poul Gernes). Holt Iversen fokuserer på at udforske spændingen mellem kunstige og organiske materialer og livsformer og arbejder både med traditionelle kunstformer og den nyeste teknologi, herunder AI, for at indgyde sine beskuere en eksistentiel bevidsthed om den hyper-polerede repræsentation af virkeligheden, der omgiver dem.

Hvordan vil du beskrive din kunstneriske stil?
Det er altid svært at beskrive sin egen kunstneriske stil. Lige for tiden er jeg meget optaget af paradokser i lys, tid og rum og bidrager til diskussionen om udviklingen af kunstig intelligens - i kunstnerisk såvel som videnskabelig og filosofisk forstand. Af kunstneriske stilarter har særligt palæolitisk kunst i urtiden, i formmæssig forstand, været dragende for mig. Så jeg vil nok hæfte mig ved hvad kunsthistoriker Simon Thykjær Sørensen beskrev min stil som: En form for palæofuturisme. 

Og med dette begreb skal forstås, at mit udgangspunkt æstetisk set begynder tidligere end de gængse kulturelle institutioner, vi kender. Hvor den typiske vestlige kulturelle indstiftelse tager sin begyndelse i civilisationens opblomstring i oldtiden, afskriver jeg dette og tager udgangspunkt i en mere almenmenneskelig ur-kunstnerisk praksis, nemlig hulemaleriet. På grund af tidens gang har vi hverken begreb om kunstens samfundsmæssige værdi eller funktionalitet. Vi har en idé om kunsten som værende et spirituelt medium, men kan ikke entydigt bevise dette.

Når jeg så konfronterer det moderne menneske med dette basale og primitive kunstneriske sprog udarbejdet i højteknologiske materialer, giver det en umiddelbar samklang med beskueren. Dualiteten mellem primitiv og sofistikeret skaber et spændende og modstridende kunstnerisk sprog, en oprindelig og adfærdsmæssig spontanitet, som jeg tror mange mennesker savner i kunsten i dag.

Er der nogen kunstnere, bevægelser eller stilarter, der har haft en betydelig indflydelse på dit arbejde?
Der er mange kunstnere, der har haft stor indflydelse på mit arbejde. Alle nulevende kunstnere, som er i min sfære, har indflydelse på mit arbejde, direkte eller indirekte. Jeg tror, at det er vigtigt at skelne mellem direkte indflydelse på det kunstneriske arbejde og indflydelse på et personligt plan. Alle nulevende kunstnere sidder jo sammen nede i kulturens skyttegrave. Vi er en slags Kammerater i Krig. 

Men jeg kan selvfølgelig også nævne mine store afdøde helte; Asger Jorn, Edvard Munch og Pablo Picasso, der med deres megalomane kunstneriske personligheder vakte min egen trang til at få en stemme og sætte ord på tilværelsen. Men det er nok mere måden, de ønskede at være nysgerrige, sansende og arbejdsomme kunstnere på, der har haft indflydelse på mit arbejde, snarere end reelle menneskelige rollemodeller. Jeg er stensikker på, at jeg ville komme i højlydt skænderi med Pablo Picasso og Asger Jorn i forhold til deres behandling af kvinder og deres kunstneriske attitude. Og Edvard Munch ville nok bare sidde og surmule det meste af tiden. Man ser det for sig. Et galehus.

Kan du forklare eventuelle unikke teknikker eller tilgange, du bruger i din kunst?
Jeg har over en længere periode været meget optaget af at udfordre maleriet i en sådan grad, at man som beskuer ikke kan undsige det. Man skal kunne tilgå det i en tid, hvor mange andre teknologier med lethed kan få ens opmærksomhed hurtigere. Min tilgang har været at påvirke interaktionen med kunsten i en sådan grad, at beskuerens oplevelse bliver meget personlig, og hvor farve/lys følger dig, mens du interagerer med værket.

Hvilke temaer eller koncepter udforsker du i din kunst? Er der tilbagevendende motiver eller emner?
Udover hele hulemaleriets æstetik, hulen i sig selv og den palæolitiske kunsthistorie så har det antropomorfe haft en vigtig drivkraft gennem mit arbejde. Jeg vil tro, at det bliver et tilbagevendende æstetisk greb i årene fremadrettet også. Og som nævnt tidligere, så er teknologien og frygten/fascinationen deraf også en vigtig drivkraft i mit arbejde. På mange måder søger jeg altid efter en simpel, men effektfuld måde at beskrive den menneskelige tilværelse på i dag. Som beskriver vores teknologiske fascination/frygt uden at værket nødvendigvis er særligt teknologisk sofistikeret i sin udførelse eller fremtoning. Men at følelsen det igangsætter, går i tydelig samklang med beskueren og vækker en særegen art af futurisme hos beskueren. Fortid og fremtid skal helst mødes i værket.

Kan du dele historien eller inspirationen bag et af dine foretrukne værker?
Jeg havde en meget hård periode på Kunstakademiet i Amsterdam, hvor jeg vitterligt levede fra salg til salg af mine værker - og skulle samtidig, på magisk vis, finde kapital til at betale de skyhøje studiegebyrer, man jo har på udenlandske kunstakademier. Når man studerer fuld tid, så kan man ikke lige sådan tage sig et fuldtidsarbejde, der ellers lønmæssigt er dét, som det kræver kapitalmæssigt for at kunne finansiere en kunstnerisk uddannelse i udlandet. Paradokset var, at jeg hurtigt fandt ud af, at jeg måtte avancere min kunstneriske karriere, før den overhovedet var gået i gang. 

Så i al hemmelighed begyndte jeg at oparbejde lidt udstillingsvirksomhed i Paris, og udarbejdede så min første soloudstilling ved navn “Concerning the Hyper-Primitive” i 2019. Alle værkerne blev udarbejdet på akademiet, men måtte ikke syne af “kommerciel karakter”, så jeg malede mange af malerierne i store installationsmæssige situationer, hvilket maskerede mit foretagende, så de forekom en smule mere fragmenterede og studentikose. Så det ikke synede som de typiske White Cube galleri-værker. Men malerierne blev malet og ét af dem ved navn “Ai Data Mining” blev jeg særligt glad for, og det kom nærmest til, rent visuelt set, at opsummere det ydre- og indre kaos jeg befandt mig i, da jeg havde mit akademiforløb i Amsterdam. I dag er værket indkøbt af Statens Kunstfond og er en del af den Nationale samling i Danmark.

Er der nogen betydelige milepæle eller oplevelser, der har formet din kunstneriske rejse?
Én af de store milepæle jeg for nyligt oplevede var, at arbejde i Edvard Munchs Atelier i Ekely. Min gode ven og kunstner Christian Tony Norum, som jeg deler en stor kærlighed til maleriet sammen med, inviterede mig og en række kunstnere fra Norge for at skabe en stor gruppeudstilling på Ekely. 35 kunstnere var samlet og værker af nulevende kunstnere kom til at stå side om side med værker af Sigmar Polke, Edvard Munch og Asger Jorn. Det var en stor oplevelse.

Kan du dele et øjeblik i din kunstneriske rejse, som du betragter som et gennembrud?
Det er svært at finde et tydeligt fixpunkt, jeg synes mest af alt, at et gennembrud rent kunstnerisk kommer snigende som en tyv om natten. Jeg har ikke et specifikt øjeblik, der kan betragtes som et gennembrud. Der er nok nærmere tale om en række begivenheder, som tilsammen kan siges at udgøre et gennembrud.

Da jeg udarbejdede de første værker, som senere skulle blive til min Lascaux-serie tilbage i 2016, vidste jeg for eksempel ikke, at der var lagt et fundament til noget gennemgribende i mit kunstneriske virke, der skulle strække sig helt ind i 2020erne. At den beslutning, jeg tog for mig selv på en fortovscafé i Aalborg tilbage i maj 2014 om at ville søge ind på kunstakademierne, skulle blive en realitet allerede to år senere, da jeg blev accepteret på Kunstakademiet i Amsterdam.

Hvis jeg skulle beskrive en følelse af gennembrud, så ville det nok være den første gang et Lascaux-værk var på udstilling, hvilket var hos Annika Nuttall Gallery tilbage i 2019. Det lagde nærmest kimen for den opmærksomhed mit arbejde fik efterfølgende.

Hvem skaber du kunst for, og hvad håber du, at modtagerne tager med sig fra dit arbejde?
Man skaber altid kunst for sig selv, i større eller mindre grad, som kunstner. Som udgangspunkt er jeg ikke fortaler for, at man skal håbe på, at modtageren har én bestemt oplevelse af ens kunstneriske arbejde. Det kan hurtigt blive en hæmsko, hvis du vil diktere beskuerens oplevelse af værkerne eller kunstneriske tanker. De stærkeste kunstværker er dem, som kan vække en eksistentiel undren uden nødvendigvis at udpensle det for beskueren. Ligesom gennembruddet vi talte om tidligere, så er det summen af tanker i et værk, der skal skabe et gennembrud for beskueren og dermed skabe en helhedsoplevelse, som beskueren kan tage med sig ud i det videre liv.

Return to Arts & Culture

Connect med os

  1. Hjem
  2. Kunst og kultur
  3. Johannes Holt Iversen