Kongens Nytorv er et torv placeret i centrum af København. Det blev grundlagt i 1670 af Christian 5., der havde arvet tronen samme år.
Han flyttede Københavns centrum fra Gammeltorv, der var en gammel pløret middelalderplads, til det nye torv med brolægning og haveanlæg. Der står en statue på Kongens Nytorv af kongen til hest. I de følgende år skød en række palæer op omkring torvet. Det første var Gyldenløves Palæ (det nuværende Charlottenborg), der blev opført i årene 1672-83 af Ulrik Frederik Gyldenløve. Dernæst fulgte Thotts Palæ fra 1683, opført af Niels Juel. Palæet huser i dag den franske ambassade. Det Kongelige Teater ligger også på Kongens Nytorv.