Juul Carlsen
I efterår- og vintersæsonen 2026 udstiller vi værker af den danske kunstner Juul Carlsen i Marchal og Upper Lobby.
Juul Carlsen er oprindeligt uddannet arkitekt, men er selvlært inden for maleri. I sine værker tager han afsæt i hverdagselementer, arkitektur, landskaber og historiske fragmenter, som han oversætter til samlede kompositioner på hørlærred.
Med en arkitekts blik for form, rum og komposition arbejder han intuitivt med farver, strøg og bevægelse for at skabe værker, der først og fremmest inviterer til en sanselig oplevelse.
Kunstnerisk praksis
Hvordan vil du beskrive din kunstneriske stil med få ord?
Mit udgangspunkt er at skabe en stemning eller måske nærmere en sanselig oplevelse. Jeg forsøger at holde maleriet åbent, så jeg ikke lægger en bestemt fortolkning ned over beskueren. Samtidig er jeg meget bevidst om at skabe dynamik i billedet – at holde det levende og i bevægelse.
For mig handler et værk ikke kun om motivet, men i lige så høj grad om farver, strøg, temperament og den energi, der ligger i hånden, når jeg maler. Det er samspillet mellem de elementer, der er med til at give værket liv.
Er der nogen kunstnere, bevægelser eller stilarter, der har haft en betydelig indflydelse på dit
arbejde?
Min uddannelse som arkitekt, og særligt studiet af de italienske arkitekter, er en stor inspirationskilde for mig. Jeg beundrer deres måde at arbejde med kompositioner og collager på, og den tilgang har haft stor betydning for mit eget blik på billedet.
Som barn tog mine forældre ofte mine søskende og mig rundt i Europa for at opleve kunst. Her gjorde Monet et særligt indtryk på mig, ikke mindst fordi vi fik mulighed for at opleve hans hjem og have i Giverny. Det var en fantastisk oplevelse, som jeg stadig tænker tilbage på.
Kan du forklare eventuelle unikke teknikker eller tilgange, du bruger i din kunst?
Opbygningen af mine malerier tager sit materielle udgangspunkt i akryl og afsluttes med en finpudsning med blæk. Det er en proces, hvor værket gradvist bygges op gennem forskellige lag og materialer.
Hvilke temaer eller koncepter udforsker du i din kunst? Er der tilbagevendende motiver eller emner?
Jeg arbejder meget med kompositioner, former og farver og har altid været særligt optaget af de tre elementer. Det kan måske forklares ud fra min baggrund som arkitekt. Æstetik spiller helt sikkert en vigtig rolle i min kunst, og mit udgangspunkt er næsten altid at skabe noget, som jeg selv synes er smukt at se på, og som tilfører en bestemt stemning til den, der ser på det – eller til det rum, værket befinder sig i.
Derudover har jeg tre hovedelementer, som går igen i min kunst, og som jeg sammensætter på forskellige måder, der for mig virker interessante: natur, abstrakte former og arkitektur. Det er næsten altid med afsæt i én af de tre ting, at mine værker tager form. I nogle værker er det naturen, der dominerer, i andre er det formerne, mens jeg andre gange blander dem. Men de tre elementer er stort set altid til stede i mine værker.
Mine værker kan opstå ud fra alle mulige ting, jeg ser, og som sætter en eller anden idé i gang i mig. For tiden arbejder jeg meget med landskaber og natur og finder derfor ofte inspiration herfra. Det kan komme af bare at være i naturen, men også gennem film. Jeg ser for eksempel mange Disney-film med min søn, som jeg synes er meget inspirerende.
Jeg kan også godt lide at inkorporere fragmenter af bygninger i mine malerier, og her henter jeg selvfølgelig meget inspiration fra arkitekturen. Jeg er for eksempel meget inspireret af antikke søjler, som man finder mange af i Sydeuropa, eller af brugen af fliser i dansk retroarkitektur.
Er der nogen betydelige milepæle eller oplevelser, der har formet din kunstneriske rejse?
Min barndom i Tanzania har helt sikkert haft stor betydning for mig som kunstner – farverne, landskabet og lydene.
Senere fik jeg en helt særlig underviser, som fik mig til at male ting, som jeg efterfølgende skulle beskrive med tekst, for på den måde at “bekæmpe” min ordblindhed. Mit udgangspunkt for at skrive blev derfor, at jeg først skulle tegne eller male noget. På mange måder er det derfor mit primære sprog.
Kan du dele et øjeblik i din kunstneriske rejse, som du betragter som et gennembrud?
Overstående og det faktum, at jeg i 2016 kom ind på Royal Academy’s Summer Exhibition i London, kurateret af Grayson Perry. Det var stort og helt vildt at hænge i de smukke haller sammen med så mange fantastiske samtidskunstnere, som jeg ser op til. Og så var mit værk solgt, da jeg kom til åbningen - der måtte jeg knibe en tåre af bare stolthed.
Hvem skaber du kunst for, og hvad håber du, at modtagerne tager med sig fra dit arbejde?
Mine malerier har ikke som sådan en dybere symbolsk mening. Jeg arbejder med symbolske elementer, som naturen eller bestemte farver, der kan være symbolsk ladede, men mit fokus er først og fremmest at skabe stemninger og følelser hos beskueren.
Men det er altid op til fri fortolkning, hvad man tager med sig fra et værk. Beskueren kan måske tilføre noget til et af mine malerier, som jeg ikke selv havde tænkt ind på forhånd – og det er jo fantastisk. For mig må kunst meget gerne være et udgangspunkt for samtale.
Dyk dybere ned
Udforsk Juul Carlsens værker via Instagram.
For priser på de udstillede værker se værklisten.
For yderligere spørgsmål, kontakt vores personale i receptionen eller i Marchal.
Inspiration overalt
d’Angleterre er et sandt skatkammer af kunst og et samlingspunkt for spændende kulturelle begivenheder året rundt.
Udforsk univers Udforsk universHOLD DEM OPDATERET
Tilmeld Dem vores nyhedsbrev og vær den første til at høre om eksklusive begivenheder, særlige oplevelser og meget mere på d’Angleterre.